Udvalgte Transformative Spejlinger beslægtede projekter og metoder indtil videre. Beskrivelser længere nede


Krueger Pardeller

Impressions Of Hammershøi – The Poetry Of Silence

Impressions Of Bob Dylan

Improvisation - Composition (NYUAD) med Carlos Guedes

Film Meeres Stille Juliane Fezer

Film Melancholia Lars Von Trier

Brødrene Arnakke med Mie Olise Kjærgård

Nationalmuseet Frilandsmuseet

Jazz og poesi med forskellige forfattere

Love Songs dans og musik med Tim Rushton

In five and seven NYC dans og musik med Peter Kyle

Viva nonparametric statistics

Standards Ballads med Marc Mommaas

The Tastes and Sounds of Ayurveda med Nira Kehar & Mikkel Hess

Tal R Sortedam 

Ravel String Quartet 2. movement 

Kommende: 

Improvisation Composition Visual NUYAD 2019

LA Ring Nashville New York AFSMK 2020

Dansk Guldalder Eckersberg Købke Metropolitan Museum NYC 2021-22


Udvalgte korte og udvidede beskrivelser:

Krueger Pardeller

Meget konkret metode, eksperimenter med hieraki. Mange overvejelser om indholdet i processen

Live performance: 

http://www.kruegerpardeller.com/home.php?il=147&l=deu

http://www.kruegerpardeller.com/aduploads/08museionkl.pdf

Udgangspunktet for hele projektet var en tekst af Richard Sennet, ”The Culture Of New Capitalism”, som blandt andet handler om oversættelser og kommunikation i hierakiske systemer, og hvordan de hierakiske systemer er skiftet i ”new capitalism” forstået som et langt mere hvad man nu ville kalde disruptivt system, med hurtigere påvirkningsmuligheder fra og til alle lag i (her) en virksomhed, og dermed hvordan kommunikationsformerne i de gammeldags mere hierakisk orienterede systemer også er skiftet. Og et blik på hvilke forståelser og misforståelser de forskellige systemer medfører. Også hvor betydningsfulde de forskellige typer forståelsesoversættelser og kommunikationstraditioner er for udviklingen og afviklingen i en virksomhed. 
Kort sagt at oversættelser fra et lag til et andet har stor betydning, og en beskrivelse af skiftet i hierakierne og den deraf følgende kommunikation. 

Vi oversatte Sennets tekst først gennem Krueger og Pardellers hertil valgte metode. Først til tal og bogstaver a-g og 1-7, i øvrigt fra deres side tilfældigt svarende til tonerne i en durskala, og de hvide tangenter på et klaver. For deres vedkommende, svarende til den maskine de byggede til projektet, med 7 metalstykker der kunne placeres i 7 forskellige positioner. 

Metoden til oversættelse fra tekst til disse tal/bogstav-koordinater var at læse teksten op, filme oplæserens mund og måle mundbevægelsernes højde og bredde hvert sekund. Dernæst at placere disse på to 7-trins skalaer, fra 1-7 og fra a-g og indlæse de fremkomne koordinater hvert sekund som lydfil. K&Ps maskine kunne så instilles med metalstykker fra a-g i højder fra 1-7 (se også illustration). 

Metoden kan umiddelbart virke fuldstændig tilfældig, men hænger fra K & Ps side sammen med en fortolkning af indholdet i teksten, blandt andet hvordan kommunikationen bliver mere tilfældig af de nye hierakiske kommunikations- og aktionsveje. 

Musikken var også tænkt som repræsentant for det menneskelige element, både den del af kompositionsprocessen som bevæger sig væk fra det stringent systematiske og især i performance-delen, hvor musikeren (jeg) lægger en intuitiv improvisation til kompositionen. Dette repræsenterede det enkelte menneskes mulighed for i den nye kapitsmes kultur, i højere grad at påvirke systemet og hierakiet er også et centralt i Sennets tekst. 

Musikkens rolle definerede vi som to dele: for det første en komposition baseret på komponistens fortolkning og oversættelse af teksten, og også en improvisation under vores live performances. Musikken skulle især i improvisationen være det forstyrrende og menneskelige element. Jeg valgte i kompositionen at tage udgangspunkt i både min forståelse af tekstens indhold og i meget konkret form i de koordinater der fremkom ved oplæsning, filming og måling af mundbevægelser; hvad man kunne placere i kategorien informationsmængde. Jeg valgte forskellige skalaer igennem stykket og brugte bogstaverne til tonehøjder og tallene til tonelændger. Dette blev så min melodigenerator, som jeg brugte som udgangspunkt for både topmelodier, akkompagnement og basgange. Hertil skrev jeg så med brug af, blandet med inspiration fra tonerækkerne, yderligere lag og afdelinger, så det blev den på forhånd planlagte blanding af system og menneskelig intuitiv forstyrrelse. Den soniske/klanglige æstetik valgte jeg udfra en blanding af K & Ps meget metal og træ, og relativt gammeldags futurisme i deres installationsudtryk. Det valgte jeg at repræsentere med gammeldags enkle synth lyde, metalliske klokker, samplede akustiske instrumenter. 

Musikken eksperimenterede også med tekstens beskrivelse af forandringen i de hierakiske systemer, hvor jeg eksperimenterede med de forskellige instrumenters roller, fra relativt traditionelt hieraki med melodi vigtigst og resten følgende dens præmis, til fladere og mere påvirkelige/flexible/ustabile strukturer. Vigtigheden styrket og svækket med brug af volumen, aktivitet, forudsigelighed, forskelligartethed/drama indenfor de forskellige stemmer. 

Performance og komposition byggede på to sammenhængende men forskellige metoder, hvor performancen havde et klart intuitivt præg fra min side, hvor jeg i klassisk improviserende tradition gik efter at reagere på både den komponerede musik og min oplevelse af K&Ps installation og performance i denne. 

Impressions Of Hammershøi – The Poetry Of Silence

Relativt inspirationsbåret intuitiv metode. I dybden med oplevelser af malerierne og deres vigtigste elementer.

Jeg brugte en del tid på at gå ind i en sansende, absorberende, åben, meditativ-lignende, åben, samt beskrivende oplevelse af en række af Hammershøis malerier. Malerierne repræsenterede hans fire hovedgenrer,

(forenklede landskabsbilleder, mennesketomme byer, portrætter og skrabede solbeskinnede interiører (portrættet, landskaberne, de stille rum, og byprospekter)). 

I første omgang fra fotorepræsentationer, men vigtigst fra malerierne i virkeligheden. Stå/sidde foran maleriet, se på det, og forsøge at tage det ind, eller måske nærmere at lade det komme ind i sanserne. Og overført fra en metode jeg bruger meget i forbindelse med at lytte til musik, at forsøge at blive i oplevelsen så længe som muligt, fremfor at kategorisere og navngive for hurtigt. Herfra lægge mærke til, hvilke lyde, melodier, klange, rytmer der opstår i min fantasi og derefter notere eller optage disse ideer til senere bearbejdelse. Med tilbagevenden til den åbent lyttende tilstand og samme proces igen. (I øvrigt også beslægtet med Pauline Olivieras "Deep Listening" og "Sonic Meditations" principper. 

Jeg så på farvesammensætninger her især nuancerne mellem sort og hvid, og balancerne mellem farverne. Og fandt frem til at forsøge at afspejle det enkelt i forholdet mellem dur og mol, som jeg også har fundet som værende et meget fremtrædende træk hos Hammershøis samtidige, komponisten Carl Nielsen, med ”Tågen letter” som et perfekt eksempel med skift mellem dur og mol i hver takt i begyndelsen. Hvilket jeg opfatter som usædvanligt hvor C Nielsen kommer fra. 

Den fascinerende enkelhed og præcision i maleriernes streger og de muligheder for fordybelse i stemningerne, blev også et element jeg ville have med i kompositionerne, ligesom det hverdagsprægede og den nærmest magiske oplevelse i dette, jeg fandt i billederne blev et mål i musikken. Blandt andet forstået som at jeg ville skrive enkle og relativt let genkendelige melodier, gentagelser med små udramatiske men betydningsfulde variationer, relativt små former. 

Ligeledes var jeg stærkt inspireret af ideen om ”the Poetry of Silence”, og den modsætning eller nærmere spænding der kan ligge i stilheden i musikken. Ligesom i Bob Dylan fortolkningerne (se disse), hvor jeg arbejdede uden tekst, som ellers er et af de vigtigste element i hans musik,

Jeg havde også opmærksomhed på elementerne af symmetri, de langsomt skiftende nuancer, enkelheden i motiverne, de fine detaljer og kontrasten i rummene, lyset og stofligheden, elementer på visse planer i kontrast til et moderne liv.

Malerierne bliver omtalt som signalerende fremmedgørelse og isolation, ligesom også kvinderne og det at han øjensynligt elskede at male deres nakker giver mange fortolkningsmuligheder.  Jeg har forsøgt at genskabe dette som en slags klassisk nordisk musikalsk længsel, indimellem ensomhed, melankoli og dog sanselighed og stoflighed i musikken. 

På samme måde som billederne taler til at beskueren selv lægger noget i billederne, hvad der er bag kvinden med ryggen til, bag døren som er lukket, på den anden side af vinduet man ikke kan se igennem, vil jeg have musikken til at indeholde tilsvarende usynlige/uhørlige rum, og en høj grad af rummelighed for lytterens fantasi.  

Kontrasten mellem stilheden i værkerne og Kbh på den tid ligger også i kontrasten mellem enkeltheden og de klare linjer i kompositionerne og den omend nedtonede så alligevel storbyorienterede sound i bassens og trommernes linjer i musikken, og dele af flyglets improsationer

”painting tranquility” var også et tema jeg havde som gennemgående og tilbagevendende overskrift, et slags omkvædslinje for musikkens karakter.

Dette udtrykte sig ikke mindst i den sidste komposition i sidste koncert ”Brooklyn Piano”, som var en slags billede af klaveret i Brooklyn som interiørmaleri, med et kraftigt omkringliggende landskab af storbyen New York. 

En anden interessant side af dette, er at jeg til den sidste koncert i koncertrækken, endte med at tage en komposition med som jeg havde skrevet før dette projekt blev søsat. Jeg arrangerede det minimalt for at tilpasse det dette værk, men det var næsten ikke nødvendigt. Jeg ser det som et udtryk for at min (og adskillige andre kunstneres) metode i høj grad også er igennem længere tid at arbejde fra forskellige vinkler med et slags emne- eller elementområde som så afspejler sig på forskellig vis ved de mere eller mindre intuitive og følelsesdrevne valg jeg foretager i forhold til projekter jeg beskæftiger mig med, selvom jeg ikke nødvendigvis med det samme ser forbindelsen. Nick Cave beskriver det smukt i filmen 10.000 days on earth som at musikken ved det før vi selv gør. 

Jesper Christiansen beskrev i sit foredrag om Vag Gogh og litteraturen (Arken okt 2018) hvordan Van Gogh var meget optaget af litteratur, og at det er en meget vigtig inspiration, selvom det umiddelbart ikke nødvendigvis er noget man lægger mærke til i hans billeder. I visse billeder er det næsten en billedlig udgave af feks Zolas senere begyndende socialrealistiske beskrivelser af bønders liv. I forhold til ovenstående omvendte kronologi i Hammershøi, var der også eksempler på hvordan VG havde malet et motiv med byliv i Arles, som han først senere læste om i en Zola roman, som han så blev stærkt optaget af. Dette ifølge brevene til broderen Theo. 

Jeg er ikke interesseret i blot at rekontekstualisere mig selv i denne ide og finde interdisciplinære sammenhænge, men at finde nye ideer, metoder og principper frem, som kommer ud af både de enkelte værker jeg bruger og den overordnede ide jeg beskæftiger mig med. Feldmans brug (I Rothkos Chapel) af en tidligere komponeret melodi (fra den dag Stravinsky blev begravet i New York) er igen med til at stille spørgsmål om det er nødvendigt at alt er skrevet fra nyt, eller om tidligere ideer kan være de helt rigtige og at kronologien ikke nødvendigvis betinger sammenhængen, altså at der kan være en sammenhæng mellem ideerne selvom rækkefølgen ikke passer. Dog er det selvfølgelig stadig et spørgsmål om man så kan kalde det en oversættelse, idet det har en proces bundet til sig, men jeg vælger indtil videre blødt at tænke at der kan eksistere en mindre grad af forskudt kronologi. 

Eksemplet med B&W i Hammershøi, trancedentalfilosofi? 

Er der en indbygget usynlig musik i Hammershøi, fordi de udtrykker en særlig stilhed?

Den næsten ekstreme stilhed i billederne skaber næsten uundgåeligt musik i fantasien.

-jeg havde oprindelig tænkt at skulle være mere konsekvent med en en-til-en komposition pr billede, hvor slutresultatet blev en højere grad af sammenblanding af alle elementer fra Hammershøis univers i rækken af kompositioner.  Blandt andet derfor er jeg interesseret i af afsøge den helt konsekvente oversættelse af et enkelt maleri af Tal R i dette modningsprojekt.

En hvad der vist må kaldes anekdotisk side af dette er publikums beskrivelser (ifølge stærke tilkendegivelser fra arrangørerne fra AFSMK og Scandinavia House), som i grove træk var at totaloplevelsen af musik og billeder gav en helt særlig ekstra dimension til begge dele og gav fornyede forstærkede totaloplevelsesindtryk og åbnede nye veje ind i malerierne og musikken.

Mimetisk metode, som så vidt jeg ved, blev forkastet som indlærings/kreativ metode fordi den var uselvstændig og imiterende, men som jeg finder interessant at bruge som et delelement i min kunstneriske proces, nemlig den del af spejlingen som går ud på at lade mig opsluge helt af kunstværket, opløse egoet, og dermed nå ned til den omtalte universelle kerne, understrøm eller metamusik, som jeg så skaber et nyt værk udfra med et transformativt spejlet indhold.

Mine metoder til at styrke opslugtheden har blandt andet været tilbagevendende fokuseret koncentration og opmærksomhed på værket og forskellige former for overførte meditative tilstande i selskab med værket. Detaljefokus, helhedsfokus, fri opmærksomhed indenfor værkets rammer. 

Jeg vil også nævne min brug af "play only what you hear" sonic meditation metoden jeg har fået overleveret fra saxofonisten Lee Konitz. Denne går ud på hver dag at bruge 5 minutter på at sidde foran sit instrument og vente på at der opstår en lyd (en tone ad gangen i de 5 minutter) i fantasien eller det indre øre, forstået som lydsansens forestillingsevne. Derefter at spille den på instrumentet. Det vigtige her er at lade lyden komme af sig selv, og ikke forsøge at forcere noget frem (feks tilsvarende begrebet "ført bold"), men at lade lyden komme af sig selv fra fantasien. Gevinsten er, ifølge Konitz (og beslægtede komponister/improvisatorer), at finde ind til originalt og dybt personligt autentisk materiale. 

Jeg har i høj grad også taget denne tilgang med i skabelsesprocesserne i dette projekt, i kombination med den nævnte nærværende opmærksomhed på kunstværket. 

Impressions Of Bob Dylan

Soloklaverudgaver med tekst- og musik fortolkninger i et sprogløst univers af en række af Dylans sange.

Jeg sagde ja til at vælge en kommercielt set populær kunstner at fortolke for solopiano i forbindelse med en koncertrække på Statens Museum for Kunst, og valgte Bob Dylan, fordi jeg ville undersøge hvordan jeg kunne oversætte hans roots-baserede musik, hvor teksterne, som jeg opfatter som det mere komplekse i hans tilfælde, var nødt til at finde en anden og ordløs form. Det passede umiddelbart godt til den del af mit udtryk, hvor grundlaget i musikken kan være relativt enkelt, og hvor et højere abstraktionsniveau kommer ud af de (også improviserede) tonale, harmoniske og rytmiske lag der bliver bygget ovenpå og rundt om et på samme tid enkelt og nuanceret fundament. (feks kompositionen African Trees, som i A-stykkerne har et nogenlunde enkelt grundlag, men som alligevel har adskillige forskellige (poly)rytmiske og harmoniske perspektiver afhængig af hvilke elementer improvisationerne vælger at fokusere på. 

Eller kort sagt, jeg ville gerne bibeholde min fortolkning af teksterne i et sprogløst univers. Min metode her havde følgende elementer: Først lyttede jeg (igen) intuitivt og grundigt til musik og tekster. Et forsøg på at åbne helt op overfor oplevelsen og sansningen af Dylans værker, uden at færdigkategorisere for tidligt, hvor jeg samtidig lagde mærke til alle mulige registreringer og analyser jeg foretog, såsom akkordforløb, klangnuancer i stemmen, instrumentering, referencer/inspiration fra andre kunstnere (roots, gospel, blues, folk), rytmiske og melodiske mønstre, sammenhænge og kontraster mellem tekstemner og musikkens karakter. Altsammen med et stadigt hovedfokus på at blive ved med at forholde mig åbent og oplevende, fremfor analytisk og kategoriserende. Efterfølgende gik jeg mere analytisk til værks, transkriberede akkord- og melodiforløb, rytmiske mønstre, læste og analyserede teksterne grundigt. Et led i denne del af processen var også at spille og indimellem synge (selvom jeg meget sjældent optræder som vokalist) kompositionernes melodier og akkompagnementselementer meget præcist, overført til klaveret, for at opleve det så tæt som muligt indefra. Denne form for beskrivelse på mit hjeminstrument klaveret oplever jeg tit giver et uventet kreativt resultat, hvor detaljer står frem i nyt lys og kalder på udvikling eller et brug der ikke umiddelbart stod klart. Dette både i kraft af detaljeopmærksomheden og nok også den overførsel der forekommer blot ved at skifte instrument med de klanglige, dynamiske, fraseringsmæssige opmærksomheder og forandringer dette giver. Herefter startede fortolkningsdelen. Jeg fandt en nettoliste af kompositioner jeg arbejdede med, udfra hvad jeg både intuitivt syntes bedst om, og samtidig også gav mulighed for en variet koncert, i forhold til emneindhold i teksterne, harmoniske forløb, melodityper, rytmiske forløb, tempo, samt en vis variation i hvilke perioder og album. Derfra havde jeg to hovedvinkler, for det første hvad arbejdet med den enkelte komposition pegede på af muligheder udfra tekst og musik, og en række af musikalske ideer jeg havde noteret undervejs i lytteprocessen. Disse sidstnævnte kunne i første omgang både være mere generelle i forhold til hvilke af kompositionerne de skulle prøves på, og også være specifikke, som feks, en reharmonisering af Blowin' in the wind. 

(Feks I Blowin in The Wind ville jeg på samme tid gerne markere et spejl af, og komme væk fra den ualmindelig velkendte og indimellem uintentionelt meget forenklede version, og samtidig understrege tekstens politiske budskab og tage inspiration fra titlen alene. Det blev til en slags impressionistisk drømmende klaverfantasi med et spændingsfyldt harmonisk grundlag med en del afstikkere længere fra hovedtonearten en originalen. Desuden en del langsommere end originalen, undtagen til sidst, hvor jeg spillede den ret præcist som Dylan, med akkompagnement og melodi.)

(Yderligere udvalgte kompositioner: 

Make You Feel My Love, Masters Of War, Like A Rolling Stone, Don't Think Twice, Country Pie, Lay Lady Lay, Death Is Not The End, The Times They Are a Changin', Gotta Serve Somebody, Ring Them Bells, Disease Of Conceit, Rainy Day Women) 

Jeg brugte i denne langstrakte proces også især min fornemmelse for om ideerne syntes/føltes rigtige (herfra føltes=syntes/føltes), føltes ægte, var lidt udenfor fornemmelsen, føltes for konstruerede i det lange løb eller kunne lande i en helstøbt fornemmelse, føltes præcise, balancerede med en tilpas fast konkret fornemmelse, føltes i stærk kontakt med originalen, men alligevel med en anderledes ide der havde rod i kompositionen.

Ikke mindst brugte jeg her også en af mine kunstneriske grundfilosofier at sætte mig så grundigt som muligt (eller passende) ind i materialet på forhånd. Og i selve skabelses- og improvisationsøjeblikket i så høj grad som muligt at lade musikken tale og fortælle mig hvad jeg skal gøre. 

Meeres Stille 


Konkrete begreber og personlighedsbeskrivelser ind i et mere abstrakt musikalsk univers.

Især filmen hovedmusikstykke, et knap 6 minutters soloklaverstykke (indspillet af Katrine Gislinge, for at få hendes særlige klassiske frasering og klangbehandling). Stykket skulle indeholde hovedpersonens karaktertræk og egenskaber, på samme tid klassisk wunderkind, legende, lidt punket/oprørsk, elegant, virtuos, dyb og letflydende (fra instruktørens beskrivelse og ønsker til musikstykket) Jeg oplever normalt det er en balancegang at tage direkte elementer for at skabe bestemte oplevelser, min typiske position er at det må være op til lytteren at fortolke (hvilket det i sidste ende selvfølgelig også er her, trods de mere direkte intentioner). Jeg eksperimenterede med at besluttte at bruge forskellige musikalske elementer i stykket, fremfor at lade musikken lede hele vejen, langt mere udefrastyret og analysebetinget form end feks et frit improviseret stykke.

De musikalske elementer fik lov delvist at dukke op selv, efter analytiske og semisystematiske eksperimenter med passager med forskellig karakter, såsom hurtig, dobbeltoktaverede, flydende maj 7 og hexatonisk, atmosfærisk, melankolsk men let, bevægelig melodi, etc. En relation til både programmusik og såkaldt musikalsk ekphrasis (Siglind Bruhn) uden decideret at være det. 

Melancholia

Et gennemgående med underliggende tema jeg skrev er en spejling af en blanding af Wagners ouverture til Tristan og Isolde og Aznavours ”She”, som begge findes i scoret til filmen. 

Brødrene Arnakke 

Tværkunstnerisk samarbejdsprojekt med billed- og installationskunstneren Mie Olise Kjærgård. 

Et især interessant aspekt her, var at vi arbejdede med en klassisk historie, hvor vi opfandt en ekstra bror, som afspejlede sig i to grammofonafspillere, hvor kun den ene havde en motor, den anden drejede rundt via en mekanisk anordning med en fjeder som gjorde det mere og mindre usynkront. I musikken arbejde jeg med ideen om at min ene bror arbejdede med, som en virtuel medspiller, uden at dette manifesterede sig i realiteten.  


Jazz og poesi

med de mange overvejelser om oversættelser der, hvor direkte skal musikken afspejle digtet, er det mere en grundstemning, skal der slet ikke være nogen direkte sammenhæng, andet end at forfatteren holder af jazz? Vi undgik at lave programmusik, som føltes som for overfladisk, )når det bliver meget direkte og måske knap så poetisk). Det var vigtigt at lave kontrapunktik, hvor musikken havde sit eget flow, måske nærmere med følelsen af at strømme fra samme kilde, end en direkte oversættelse. Her var begge dele så også til stede samtidig, hvilket også gør en forskel, (omend behovet for nuancer og dybde selvfølgelig altid er der)

Tim Rushton Love Songs musik til danseforestilling

Kompositioner og improvisationer lavet sammen med og til dansere, kompositioner udfra oplæg med bevægelser, beskrivelser af stemninger/følelser og dynamik og tempo. Improvisationer over kompositioner i høj grad baseret på dansernes bevægelser og hvilke stemninger, følelser, figurer og modstykker det lægger op til. 

In five and seven danseforestilling

kompositioner til dans udfra oplæg.

Viva nonparametric statistics

baseret løseligt på ideen om en på det tidspunkt nyopfunden statistisk model, hvor alle parametre kan komme med og give kvalitet til resultatet. Relation til Rauchenberg og kompositionen Rauchenberg combines.

Standards Ballads

grundigt gennemarbejdede fortolkninger af klassikere

The Tastes and Sounds of Ayurveda

Jeg er involveret i et projekt om auyurvedisk mad oversat til musik, gennem de 5 traditionelle (her smags-) elementer i den tradition, jord - muladhara, vand-svadhistana, ild-manipura, luft-anahata, æter-vishuddha, som også tilsvares af beskrivelser af chakras. Principperne i maden er at der er 6 smagselementer som hver især korresponderer med 2 hovedelementer fra jord, vand, ild, luft og æter. I følgende kombinationer: sødt (sweet) – jord og vand, surt (sour) jord og ild, salt (salty) – vand og ild, skrap (pungent) – ild og luft, bitter (bitter) – luft og æter, skarp/bidende (astringent) – luft og jord. 

Eksperiment food/jam med Jacob Mielcke, Bob Moses, Thomas Morgan, Marc Ribot, Andrew Cyrille, Chris Speed

Som ledelse af Summer Session arrangerede vi i samråd med Jacob Mielcke en "food jam", hvor vi eksperimenterede foran et publikum med hvordan/om mad skabt improviseret på stedet påvirkede den frit improviserede musik og omvendt. 

Vi etablerede et feedback loop, hvor kokken Mielcke udfra et til lejligheden medbragt udvalg af råvarer skabte retter. En og/eller flere af musikerne smagte de kulinariske eksperimenter og improviserede frit, hvor de efter bedste evne lod sig påvirke af smagsoplevelsen. Kokken lod så igen efter bedste evne den fremkommende musik påvirke hvad og hvordan han skabte næste smagsoplevelse, som musikerne så igen smagte og lod påvirke musikken, som så igen påvirkede kokken, etc. 

Grundet eksperimentets opsætning var det ikke muligt at fastslå om eller hvordan musik og smagsoplevelser påvirkede hinanden, bortset fra den lille fænomenologiske undersøgelse der vel kan siges at fremkomme af musikere, kokkens og publikums observationer og udtalelser. Disse var (efter erindringen) at det bragte nye ideer frem, og en styrkelse af åbenheden i skabelsesprocessen. Musikerne forsøgte i tilfældig orden både at lave direkte reaktioner på smagen, hvor en blød smag giver bløde lyde, etc, og at gå ned under denne metode, og lade musikken tale selv udfra oplevelsen. 

Improvisation - Composition (NYUAD) 

improvisation spejlet og genspejlet i elektronisk komposition

Using Format